Forfatterarkiv: Erik Bryld

En smuk sommeraften

Det var en smuk, varm aften og min sidste jagt i bukkesæsonen i år. Jeg havde flere gange set en seksender i Grusvænget, men aldrig på skudhold. Denne aften var der kun en lille let brise. Jeg satte mig tårnet i Grusvænget og nød sol og landskab. En rå gik og mæskede i det fjerne, men ingen buk de første timer. Og så en halv time før solnedgang fik jeg øje på bukken ca. 300 meter væk, helt oppe i modsatte hjørne hvor grusvejene deles. Jeg kunne godt regne ud, at den ikke ville komme ned til mig på den halve time der var tilbage, så jeg steg ned og listede mig op ad grusstien mod hjørnet. Og der stod seksenderen i aftensolen endnu uforstyrret. Jeg fik skydestokken sat op i ly af hegnet. Bukken var opmærksom, og det var tydeligt, at den kunne lugte, jeg var i nærheden. Den stod med spejlet til, så ingen skudmulighed i første omgang. Men som den blev opmærksom på min lugt, vendte den sig og blottede sin flanke. 21.45 løsnede jeg skuddet og – 6 minutter før lukketid – og bukken var forendt. En flot buk, og en smuk aften på alle måder.