Forfatterarkiv: Thomas Aagaard

Lidt forberedelse og masser af tålmodighed

For to år siden skød jeg en seksender i Tranemosen et stykke inde i maj. Den gang stod kornet højt og mulighederne for skud var meget begrænsede på marken. I år havde jeg fået samme placering 16/5 om aftenen. I år er kornet nyspiret og der er god mulighed for at se hele marken og skellet op mod krattet.

Jeg tænkte, at lidt forberedelse nok ikke ville være et dårligt valg så jeg kørte jeg ud i Tranemosen ugen før og kikkede efter veksler og skrab. Helt nede i nordligste hjørne i krattet langs kanalen er der tydelige veksler og skrab på flere træer. Jeg finder et godt sted og sætter et kamera op.

Jeg fanger ham her et par gange i løbet af ugen – senest d 13/5.

Selvom han er ulige så er han flot.

Han er ikke så “stabil” – jeg ser ham på flere tidspunkter af døgnet så jeg tænker at han kommer der ofte. Jeg er selvfølgelig stadig afhængig af at han kommer ud af krattet fordi derinde har jeg ikke en chance for at afgive et forsvarligt skud. Men så ved jeg da i det mindste at der ihvertfald er én dernede, som kunne komme for.

D. 16 og aftenen sætter jeg mig med skydestokken med ryggen mod skellet, i skygge og med ansigtet op mod den tiltagende blæst og satser på at noget stikker hovedet frem fra krattet.

Vinden er kold og selvom jeg sidder nogenlunde i læ så bliver det koldt i skyggen. Da der samtidig sker – intet – skal jeg trække lidt på erfaringen og bare vente og stå i mod den kolde vind med forventningsfuld ro. For jeg ved at lige pludselig sker der alligevel noget, og er jeg ikke klar, så ser den mig først og så har jeg tabt muligheden på gulvet. Jeg nyder så til gengæld synet af de helt utrolig mange harer der hopper rundt, leger hare-tag-fat og æder af det nysåede korn…..

Tålmodighed er en dyd, tænker jeg – mange gange mens jeg sidder og skanner mark og skel – skyggerne bliver lange og blæste tager til og fingrene stive.

Og så sker det!

40 meter til venstre for mig uden at jeg hører noget som helst, står han helt nede i spidsen af marken og glor på mig. Han sikrer – esser kort og sikrer – og esser igen – flere gange meget hurtigt og han er tydeligvis på vagt. Jeg sidder med siden til og kikker på ham og jeg kan se at han har en pæn størrelse. Jeg tør ikke løfte kikkerten eller vende mig af frygt for at han ser bevægelsen. Så jeg sidder helt stille i 2-3 minutter mens dette sikrings-spil foregår. Så er det som om han bliver mere rolig og tager et par skridt frem og ind på marken. I det han igen bøjer hovedet og esser, rejser jeg mig og drejer skydestokken i én bevægelse – finder ham i kikkerten og skyder. Det går meget stærkt.

Han klapper sammen på stedet og falder hvor han stod.

Der er ikke to bukke i Tranemosen der ser således ud, så det er tydeligvis den samme jeg fangede på kameraet nogle dage i forvejen.

20 kilo brækket – en flot ulige seksender.

Thomas

Hesten ved Marrehøj :-)

Jeg havde næsten opgivet at få skudt en buk på Marienborg i år. Jeg har været rigtig meget på jagt siden d. 16. og har set meget lidt råvildt i det hele taget. Det mønster gentog sig i Marrehøj-området onsdag aften. Torsdag morgen fik jeg et hurtigt glimt af en buk der forsvandt ind i rapsen og samtidig kunne jeg se i den nysåede jord langs skoven at der var flere aftryk af klove end jeg havde set dyr, så jeg tænkte at noget måtte der være. Jeg spurgte derfor Jens som egentlig havde området om aftenen om han skulle bruge det. Det skulle han ikke (og Tak for det) så jeg tog derud igen ved seks-tiden og satte mig og for (mindst) tredje gang i det gamle tårn på kanten af mosen ved udsætningen ved Lille Lindvej.

Tre timers “ingenting” skete – men jeg kunne nyde musikken fra frøerne der sang i mosen mens jeg sad og så på harer der legede og både blå kærhøg, tårnfalk og broget lappedykker gjorde oplevelse udholdelig. Solen skinnede og vinden lagde sig efterhånden, og det var en smuk solnedgang der var i gang. Som sagt havde jeg givet lidt op selvom jeg havde målt afstande og sigtet på harer og jordklumper på den nysåede jord for at sikre at jeg kunne skyde i alle relevante retninger. Jeg havde også sikret det faste underlag passede som det skulle så selv længere skud kunne ske sikkert. Jeg havde i weekenden forsøgt mig med et skud uden tilstrækkeligt fast anlæg og det var blevet en ren forbier. Det skulle jeg ikke gentage.

Jeg havde ventet at bukken enten ville komme ud af skovbrynet lige fremme eller ud af hullet mellem skov og raps. Det var den retning min opmærksomhed havde, da jeg ud af øjenkrogen til højre fik øje på en “hest” der kom travende skråt hen over græsmarken – helt til højre på 200 meters afstand med retning mod skovbrynet. “Hest” fordi det var min første tanke da jeg så ham – han virkede ret stor og den travende bevægelse mindede om en hest. Hurtigt fik jeg fanget ham i kikkerten og kunne se at han var flot sat op.

Så gik det lidt stærkt – det ville være umuligt for mig at skyde til ham med den fart han havde på og mens jeg fik riflen på plads – overvejede jeg kort at råbe det klassiske “BOB” efter ham for at forsøge at standse ham. Inden jeg fik besluttet mig stoppede han ved skellet på 95 meters afstand og strakte sig efter de nye skud på træerne, som han nippede til. Det tog mig nogle få sekunder at få styr på vejrtrækningen mens jeg fik sigtet på plads og lod skuddet gå. Han tog en kort runde ind i gennem skovbrynet og tilbage på marken – jeg repeterede for en sikkerheds skyld – og han faldt to meter fra hvor han stod da han blev ramt.

Jeg slæbte ham ind på græsset og kunne godt mærke at det var en tung basse. Jeg brækkede ham og da jeg senere vejede ham i jagthuset stoppede vægten på 21,5 kg. Det er den tungeste buk jeg har skudt.En intens oplevelse – fra tre timers “ingenting” til maximal action i 10 sekunder – det er noget af det der kendetegner den bukkejagt – ihvertfald jeg – kender. Det bliver en af de bukke jeg kan huske i mange år fremover.

Thomas Aagaard

Det er tæt i Tranemosen

Som nyt medlem har jeg gjort det til en dyd at komme rundt i hele det område jeg har fået tildelt for at lære det at kende. Så jeg sætter mig i et tårn eller en stige og får lidt ro på og danner mig et overblik mens jeg udforsker de tre kort der nu er til rådighed. Jeg lader rygsækken stå og tøffer så lidt rundt til de andre stiger og tårne i området. Det betyder selvfølgelig at jeg ind i mellem støder dyr som smældende løber væk, men også at jeg har en mulighed for at tage bedre beslutninger næste gang jeg kommer tilbage.

Det samme gjorde jeg onsdag (25/5) eftermiddag i Tranemosen. Jeg var tidligt afsted – allerede kl 17.15 var jeg derude. På marken hvor tårnet og stigen står, er kornet meget højt og træerne er vokset ud over sporet, hvilket betyder, at det er vanskeligt at se og skyde. Mit ophold i det enormt høje tårn blev ikke mere behageligt af at det lynede og regnede. Jeg prøvede så at finde et andet sted hvorfra jeg kunne se – og skyde. Under min rekognoscering stødte jeg en buk ved kanalen, da jeg var på vej ned til broen for at krydse ud på engen, og tænkte at den da måtte komme tilbage. Så jeg stillede op med skydestok langs sporet, hvor jeg kunne se og skuddet var sikkert.

Her stod jeg og ventede en times tid – indtil jeg i kikkerten kunne se, at der ovre på den anden mark (ind mod Marienborg) gik en buk og essede. Jeg tænkte at det nok var dagens chance og tog benene på nakken. Da jeg havde gået 100 m, kunne jeg pludselig se at der stak der et hoved ud af kornet 60 m fremme. Gennem kikkerten kunne jeg tælle til mindst fire takker. Jeg ville sætte skydestokken op – men den var alt for lang – og derfor fumlede jeg en del med at få understøttelse. Mens jeg legede mikado kom hovedet frem af kornet flere gange og forsvandt igen, og jeg tænkte at det var simpelthen for åndsvagt at stå her og have en fantastisk mulighed og så se den løbe ud mellem fingrene. Jeg fik heldigvis bakset støtten på plads og samtidig trådte han frem på sporet i fuld skikkelse skråt forfra. jeg skød og han faldt hvor han stod.

Thomas