Jeg var hertil aften heldig i Hvide låge. En pragtfuld aften, lunt og lav sol. Jeg så både smaldyr, en lille buk og en højdrægtig rå der stavrede omkring og så ud som om hun kunne sætte sine lam hvert øjeblik det skulle være.
En meget lang pürsch og kravletur på 600 meter der tog 40 min. resulterede tilsidst i en lille fin 6-ender. Ikke et stort trofæ, men en stor oplevelse og en meget dejlig aften.

Knæk og bræk!
Jesper K, 21. maj

0230! Vækkeurets infame nerveflossende hysteriske alarm, borer sig ind i min hjerne, og minder mig om, at det er 16. maj – bukketid! Vælter ud af sengen til total klargjort jagtgrej – sirligt oplagt i den rigtige rækkefølge! Minuttet efter, en tandbørste i kæften, kaffe i termokanden, og afsted. Mine forventninger er høje – jeg har nemlig brugt god tid til forberedelse. To ture i terrænet, koncentreret om Skoven Nord. Begge tårne havde jeg forkastet. For meget vind, og for mange sten i skovkanten. Derimod, havde jeg kastet min kærlighed på det vestlige hjørne ved de små graner – perfekt! Der var læ, kuglefang, fødder i jorden, og en skovkant med en del små veksler ud i det åbne. Her skyder jeg en buk, tænkte jeg optimistisk. Jeg indrettede mig i tavshed – al den stund, at jeg var alene, og at alt andet ville virke påfaldende – rygsækken blev placeret omhyggeligt. Jeg skulle jo sidde der i lang tid, troede jeg. Termokanden og kikkerten duellerede kortvarigt om den vigtigste plads – termoen vandt! Jeg havde jo trods alt godt udsyn.
Jeg satte mig på rygsækken, og indstillede min skydestok, så sigtelinjen flugtede med skovkanten. Jeg var sikker på, at kom han, kom han der! Jeg afprøvede et par gange, stillede lidt på tromlen, og satte en smule lys på kikkerten, da det egentligt var lidt dunkelt. Så røg riflen på tværs over lårene, og ventetiden begyndte!
En times tid efter drejede jeg kortvarigt hovedet til venstre, og betragtede en Hejre, der netop havde lettet fra det udpinte vandområde på marken. Da jeg igen kiggede langs skovkanten, stod han der! Præcis hvor jeg havde forudset! Beruset af egen succes, svingede jeg langsomt riflen – samtidig med at jeg afsikrede – og placerede den i skydestokkens galje. Jeg kikkede gennem kikkerten, konstaterede i et splitsekund, at det VAR en buk, huskede, hvad min gamle skydelære i Livgarden havde sagt: knuge, knuge, knuge..indtil skuddet går! Det gjorde det – og satte sig i bukken jf. lærebogen. Bukken foretog et spring frem, samtidig med, at den løftede bagkroppen unaturligt højt – som en hest, der passerer en forhindring. Godt på vej ind i dødens rolige, altomsluttende favntag, tænkte den måske – bare jeg havde været en hest! En hurtig omkringvending, og i løb ind i det høje græs i skovkanten. Ej – bare han nu ikke forsvinder i skoven – hvordan var det nu med ham der Schweiss? Græsset sitrede, og rystede unaturligt – tegn på at han ville lægge sig og forende i skovkanten. Jeg tog ladegreb, sikrede, og gik roligt hen til stedet, hvor han lå. Smuk så han ud, i sin blanding af vinterdragt og sommerjakke. Jeg betragtede ham en stund – så trak jeg kniven.
Efter en hård gåtur til bilen, kørte jeg ind til hytten. Jeg er nød til at ordne alt ved hytten, eftersom jeg bor i lejlighed i Sydhavnen. Et antal graddage på altanen ud til vejen, hvor skolebørn i snotnæsealderen går forbi, ville formentlig afstedkomme, at ordensmagten ville lægge mig i jern, og mødre ville lave opslag om det forkastelige i min dåd, og med skinger røst, berette om fordele ved en vegansk levestil. Nuvel, jeg gik igang med bukken, og netop som jeg satte gang i kniven, ankom Jesper til hytten. Han ville bedømme, om min noget mumlende melding om, at det var en seksender, var korrekt. Der var ikke meget mimik at spore – Jesper skulle have en kop te, før han kunne beslutte sig. Med en embedsmands rolige sirlighed, førte han skånsomt, men reglmæssigt, tebrevet op og ned i koppen, mens han betragtede bukken. Med smisken og leflen, forsøgte jeg at mene, at der var tale om en seksender – det var da ligetil! Af frygt for, at tebrevet, snoren og emblemet ville blive opslugt af de konstante bevægelser op og ned i koppen, mente Jesper til sidst, at den kunne gå for at være en ulig seksender! Tak – perfekt.
Det var en dejlig dag i maj, synes jeg!

Christian W.

Den var vel 18.30, da jeg påbegyndte en lang pürsch fra S-svinget ned til det nye tårn i Tranemosen. Vinden var ret kraftig fra vest, nærmest vinkelret på Tranemosen, så jeg tog omvejen for at sætte mindre fært.

Så sad jeg ellers et par timer i tårnet og så intet andet end en hare, der gentog samme rute over marken en times tid. Ved 21.40 tiden dukkede en jæger op på nabogrunden i sporet langs hegnet til flyvepladsen. Han listede vest på og jeg tænkte at nu røg den allersidste chance. Sad og betragtede den lave sol og pludseligt får jeg øje på et dyr, der lige er trådt ind fra kornmarken og ind på majsstykket fra vest. Op med kikkerten – jeps det er en buk og umiddelbart en fornuftig af slagsen. Den bevæger sig langsomt op mod mig og det virker på et tidspunkt som om den har fået fornemmelse af mig. Den stirrer direkte mod tårnet, men falder til ro og går så over til buskadset på den anden side af stykket ca. 80 m fra mig. Her strækker den rigtigt hals for at nå nogle højtsiddende grene. Jeg har fået lagt riflen an og da den flytter lidt på sig, er den rigtig fint på tværs til et skud. Jeg trækker vejret og er lige ved at trykke, da min telefon brummer i lommen. Den får lov at brumme (konen havde pc-problemer), men jeg skal lige have ro på det hele igen. Heldigvis er bukken helt i trance i sin spiselyst, den står om muligt bedre end før, så jeg skyder og den springer omgående over grøften og ind i skoven. Det kan blive en lang aften. Venter lidt og går så ned til buskadset, hvor den blev ramt. Der ligger lungeschweiss, så den må være rimeligt såret. Jeg begynder at lede inde i skoven – det er ved at blive mørkt. Går ud igen efter et mislykket forsøg, men kigger så grundigt på aftrykkene i den støvede jord og fornemmer hvad vej den er sprunget – og 20 m inde i skoven ligger den. En fin buk som havde gang i at sætte sine sidste takker.

Ringer til Henrik, som var ved at afslutte sin pürsch i Grusvænget og han kører ned og parkerer ved Kostervej. Heldigt for mig, da min egen bil mindst er 20 min væk i raskt trav. Tak for al hjælpen – ikke mindst med at bære dyret.

Så 17. maj er hermed kåret som min lykkedag.

I øvrigt var det ret smart med det telefonopkald – så kunne jeg præcist aflæse tidspunktet for skudafgivelse – kl. 21.00!

Efterfølgende konfererede jagtledelsen om opsatsens karakter og nåede, efter studie af close ups, frem til resultatet seksender. Min første 🙂 Jesper motiverede dette med en gammel regel om at man skal kunne hænge et lille krudthorn på takken for at den tæller.

Knæk og bræk derude!

Og skriv nogle historier – bare send dem til mig.

Jørgen

På arbejdsdagen 6. maj, blev der knoklet med at klargøre volierer, bringe korn ud til godt op ad eftermiddagen. Her lidt billeder fra dagen, der sluttede af med at sætte 2 tårne og en stige op i tærrenet. Alle stiger er plottet ind på oversigtskortet.