Jeg havde sat mig i stigen ud mod Lerbækvej i fint vejr stille og solrigt – ingenting skete før ud på aftenen hvor der kom to stk rådyr ud fra skoven fra venstre det lignede søskende fra sidste år som mor havde smidt ud så der var plads til nye lam

Da de kom ud af skoven var de ca. 150 meter væk men stille og roligt nærmede de sig og da de var inde på 103 meter skød jeg – bukken gik ned i skuddet mens den anden gik stille og roligt videre som om intet var sket, da der var gået 5 minutter gik jeg ned fra stigen og nærmede mig stille og roligt den nedlagte buk og først da jeg var inde på omkring 45 meter stak råen af buk

Jeg havde næsten opgivet at få skudt en buk på Marienborg i år. Jeg har været rigtig meget på jagt siden d. 16. og har set meget lidt råvildt i det hele taget. Det mønster gentog sig i Marrehøj-området onsdag aften. Torsdag morgen fik jeg et hurtigt glimt af en buk der forsvandt ind i rapsen og samtidig kunne jeg se i den nysåede jord langs skoven at der var flere aftryk af klove end jeg havde set dyr, så jeg tænkte at noget måtte der være. Jeg spurgte derfor Jens som egentlig havde området om aftenen om han skulle bruge det. Det skulle han ikke (og Tak for det) så jeg tog derud igen ved seks-tiden og satte mig og for (mindst) tredje gang i det gamle tårn på kanten af mosen ved udsætningen ved Lille Lindvej.

Tre timers “ingenting” skete – men jeg kunne nyde musikken fra frøerne der sang i mosen mens jeg sad og så på harer der legede og både blå kærhøg, tårnfalk og broget lappedykker gjorde oplevelse udholdelig. Solen skinnede og vinden lagde sig efterhånden, og det var en smuk solnedgang der var i gang. Som sagt havde jeg givet lidt op selvom jeg havde målt afstande og sigtet på harer og jordklumper på den nysåede jord for at sikre at jeg kunne skyde i alle relevante retninger. Jeg havde også sikret det faste underlag passede som det skulle så selv længere skud kunne ske sikkert. Jeg havde  i weekenden forsøgt mig med et skud uden tilstrækkeligt fast anlæg og det var blevet en ren forbier. Det skulle jeg ikke gentage.

Jeg havde ventet at bukken enten ville komme ud af skovbrynet lige fremme eller ud af hullet mellem skov og raps. Det var den retning min opmærksomhed havde, da jeg ud af øjenkrogen til højre fik øje på en “hest” der kom travende skråt hen over græsmarken – helt til højre på 200 meters afstand med retning mod skovbrynet. “Hest” fordi det var min første tanke da jeg så ham – han virkede ret stor og den travende bevægelse mindede om en hest. Hurtigt fik jeg fanget ham i kikkerten og kunne se at han var flot sat op.

Så gik det lidt stærkt – det ville være umuligt for mig at skyde til ham med den fart han havde på og mens jeg fik riflen på plads –  overvejede jeg kort at råbe det klassiske “BOB” efter ham for at forsøge at standse ham. Inden jeg fik besluttet mig stoppede han ved skellet på 95 meters afstand og strakte sig efter de nye skud på træerne, som han nippede til. Det tog mig nogle få sekunder at få styr på vejrtrækningen mens jeg fik sigtet på plads og lod skuddet gå. Han tog en kort runde ind i gennem skovbrynet og tilbage på marken – jeg repeterede for en sikkerheds skyld – og han faldt  to meter fra hvor han stod da han blev ramt.

Jeg slæbte ham ind på græsset og kunne godt mærke at det var en tung basse. Jeg brækkede ham og da jeg senere vejede ham i jagthuset stoppede vægten på 21,5 kg. Det er den tungeste buk jeg har skudt.En intens oplevelse – fra tre timers “ingenting” til maximal action i 10 sekunder – det er noget af det der kendetegner den bukkejagt – ihvertfald jeg – kender. Det bliver en af de bukke jeg kan huske i mange år fremover.

Thomas Aagaard

Sidste forår skød jeg to bukke i Grusvænget, den ene fra tårnet tættest på Grønsundvej. I år sad jeg der og det var ved at være lukketid. Pludselig kom en buk ud og essede. Det tog lidt tid at konstatere at der var gafler på begge stænger.

Jeg skød, den sprang lidt op og jeg mente bestemt den lignede en der var ramt men den løb så videre, ikke vildt hurtigt, men dog med fart på. Belært af tidligere erfaringer var jeg forberedt så skød igen, den løb lidt længere, stoppede op, og jeg måtte op og stå og læne mig frem, og på samme tid som jeg trykkede på aftrækkeren for det tredje så jeg i kikkertsigtet at der var blod på bladet og at den væltede.

Tre skud hvoraf jeg troede kun den ene ramte (den første da udgangshullet passer med modsat hvordan den stod, et fint bladskud), men der var faktisk også et indgangshul på halsen, hvor projektilet havde smadret skulderbladet længere nede, det er sandsynligvis fra da den løb. Men det beviser tre ting: i) at skud til løbende vildt ikke er af en af mine spidskompetencer, ii) at skud stående ikke er en af mine spidskompetencer, iii) at de godt kan løbe noget selv om ramt godt – samme historie som i Æblenæs tirsdag morgen hvor den heller ikke burde være løbet men gjorde det. Jeg kunne have sparet de to sidste kugler, men better safe than sorry, så havde jeg da gjort hvad jeg kunne hvis der skulle hund på.

Den faldt få meter fra den ene buk sidste år, og igen i år havde Alexander venligt udlånt sit revir til mig! Tak for det.

Erik

Erik

Jeg overtog Æblenæs Have efter Hennings morgenfest den 16.
Havde et par timer tidligere observeret skoven fra krydset af Fævejen og markvejen der leder ind til skoven mod SØ. Så en rå og en numse.

Vinden var som alle ved heftig og fra NV.
Jeg pürschede ind til tårnet i skovens SØ del. Svært at pürsche i den knastørre bund, men jeg får sat mig i kontorstolen og får fejet en del tørre blade og agernbælge ud af tårnet.
Jeg får testet skudmuligheder og indser, at man er nødt til at stå op i tre af tårnets retninger. Den 4 retning kan man sidddende få anlæg til riflen i siden af åbningen.

Ved 20 tiden ser jeg en pæn buk på ca. 100 m afstand, men med en buskads og grene i skudlinien. Samtidigt begynder en større regnbyge, som både forstyrrer buk og mig. På et tidspunkt kan jeg ikke se den længere, men lidt derefter har jeg kontakt igen, hvor den bevæger sig op mod mig og ud mod højre, hvor det er svært at få anlæg.. Den kommer helt ind på 10 m fra tårnet og jeg er ved at få max. puls over at jeg ikke kan bevæge mig fra siddende stilling i kontorstolen. Jeg kan læne mig til siden og betragte dens størrelse, men ikke få riflen i position. På et af mine mange forsøg på at få sigte opdager den mig og springer. Og her tænkte jeg ballet var forbi. Men ingen smælen og bukken returner mod den retning den kom fra i adstadigt tempo. På et tidspunkt stopper den op netop der hvor jeg havde øvet sigte med anlæg i åbningen og jeg kommer op på bukken og lader skuddet gå. Jeg havde ventet at den havde lagt sig i skuddet, men den sprang lodret op og løb væk mod venstre, ikke med overbevisende høj kadence, så jeg tænkte at jeg skulle ned og søge efter den. Går ned til skudstedet, men finder ikke svejs. Æv. Mærker af og søger efter dyret, men finder intet. Tænker at jeg må have bommet på en eller anden måde og konkluderer, at der må hund på.

Det er ikke let at få en schweisshund den 16, skal jeg hilse og sige. Men jeg får en aftale med Niels Christophersen næste dag.

Niels kommer præcist. Vi kommer ind til afmærkningen og der går meget få øjeblikke, før Niels’ Lab får fært af svejs. 5-10 m fra det sted jeg troede jeg havde skudt. Herfra arbejder hunden koncentreret med at finde svejssporet. Jeg undrer mig over, at den går i en helt anden retning end jeg så dyret flygte. Men 100-200m går den og finder dyret. Desværre i en ræerlig stand, da ræve har taget for sig af bagkøller og mave.

Men det var bare skønt at få afklaret hvad der var sket og at dyret ikke havde lidt længe, hvilket vi alle var høje og jeg var meget lettet over.

Vi kunne konstatere at skuddet havde været helt korrekt og havde passeret lunge og beskadiget hjerte. Hvor er det vildt at de kan løbe så langt.

Jeg er meget taknemmelig over Niels og hundens arbejde. Kæmpe respekt.

Knæk og bræk
Jørgen

 

Så fik vi startet dette års bukkejagt. Jeg startede morgenen i Æblenæs Have sammen med en gæst. Det var en fin morgen men meget stille de første timer fraset en del livlige fasaner, og bedst som vi så småt havde indstillet os på blot at nyde vejret og dagen kom først en lille – for lille – gaffelbuk springende og et kvarters tid efter kom en noget større gaffelbuk ud fra rapsen og præsenterede sig for min gæst.

Dejlig start på årets bukkejagt.

Knæk og bræk til jer alle.

Henning