Sidste forår skød jeg to bukke i Grusvænget, den ene fra tårnet tættest på Grønsundvej. I år sad jeg der og det var ved at være lukketid. Pludselig kom en buk ud og essede. Det tog lidt tid at konstatere at der var gafler på begge stænger.

Jeg skød, den sprang lidt op og jeg mente bestemt den lignede en der var ramt men den løb så videre, ikke vildt hurtigt, men dog med fart på. Belært af tidligere erfaringer var jeg forberedt så skød igen, den løb lidt længere, stoppede op, og jeg måtte op og stå og læne mig frem, og på samme tid som jeg trykkede på aftrækkeren for det tredje så jeg i kikkertsigtet at der var blod på bladet og at den væltede.

Tre skud hvoraf jeg troede kun den ene ramte (den første da udgangshullet passer med modsat hvordan den stod, et fint bladskud), men der var faktisk også et indgangshul på halsen, hvor projektilet havde smadret skulderbladet længere nede, det er sandsynligvis fra da den løb. Men det beviser tre ting: i) at skud til løbende vildt ikke er af en af mine spidskompetencer, ii) at skud stående ikke er en af mine spidskompetencer, iii) at de godt kan løbe noget selv om ramt godt – samme historie som i Æblenæs tirsdag morgen hvor den heller ikke burde være løbet men gjorde det. Jeg kunne have sparet de to sidste kugler, men better safe than sorry, så havde jeg da gjort hvad jeg kunne hvis der skulle hund på.

Den faldt få meter fra den ene buk sidste år, og igen i år havde Alexander venligt udlånt sit revir til mig! Tak for det.

Erik

Erik