Min kæreste går ikke på jagt så vi tilbragte nogle aftentimer sammen i tårn nr 6. Vi så den sædvanlige rå, og stødte en buk, størrelse ukendt, da vi purchede på vej tilbage mod hytten.
Næste morgen afsted kl lidt over 5, lettere forsinket. Stille og roligt ned mod tårn nr 1 i grusvænget. Ankomst ca 5.45, sad der kun til ca. 6.30 hvor vi stoppede jagten. Gik småsnakkende på gruset tilbage mod hytten. Kiggede til venstre ved åbningen i træerne/buskene næsten nede ved t-krydset ved grusvejen op mod hytten.
Og der stod en buk på strimlen med majs! Vi stod bomstille og jeg fik kikkerten op, en seksender! Jeg bakkede tilbage bag træerne/buskene, fik skydestok klar og riffel ned fra skulder. Føltes som en evighed, og larmende men kæresten synes det gik hurtigt. Hun stod helt helt stille imens.
Kom forsigtig fremad, og lige da riflen var klar trådte bukken ind i strimlen med meget højt græs og var usynlig. Ventede, og ventede, og heldigvis trådte den efter noget tid ud på den harvede strimmel bagved strimlen med græs. Med siden til! Jeg trykkede af, den faldt i knaldet. Heldigvis, ellers måtte vi nok have haft hund for at finde den i det næsten mandshøje græs (på billedet har jeg slæbt den ind i græsstrimlen).
Billede taget kl 6.51. Den forrige buk, osse i grusvænget, blev skudt kl ca 20. Så meget for vigtigheden af solopgang/solnedgang….:-)
En god første aften med kæresten på jagt, første gang sammen, og første gang hun var på jagt! Og så ovenikøbet da vi egentlig havde stoppet men dog ikke mere end at jeg endnu ikke havde afladet.
Erik Toft