Kategoriarkiv: Bukkejagt 2018

Buk 12/7 i Tranemosen

I mit indlæg 27/5 om den ulige seksender ved andehullerne, nævnte jeg at jeg undlod at skyde til en gaffelbuk to dage senere, da det var tidligt på sæsonen og jeg håbede at møde endnu en seksender inden jagten sluttede.
De følgende 6 uger har jeg så regelmæssigt et par gange om ugen forsøgt mig, både morgen og aften, uden at se andet end råer, råer og atter råer. Vel en tyve stykker,vil jeg tro, mens bukkene har gemt sig godt.
Om aftenen den 10/7 så jeg så endelig en buk fra det nye tårn i Tranemosen. Den gik sammen med en rå syd for tårnet, men desværre alt for langt fra mig til at jeg kunne bestemme opsatsen, trods min 10×42 kikkert.
Den 12/7 var det Jørgen H. som havde Tranemosen, men da det var en torsdag satsede jeg på at han muligvis ikke kom herned, og kontaktede ham. Den var ok, jeg fik lov, og tak for det, så ved 19 – tiden sad jeg i den gamle stige, meget tættere på hvor jeg havde set dyrene sidst.
Det varede heller ikke længe, så kom en rå frem, men nu helt oppe i den anden ende af marken mod nord. Tænkte øv, er de nu trukket derop, så skulle jeg være blevet i tårnet.
Råen fortrak stille ind i skoven, men så en halv time efter kom en anden rå frem, men nu bare 100 m til højre for mig. Yes tænkte jeg, det må være den jeg så forleden, så nu kommer bukken vel også. Råen var vel fremme i 20 min, men trak så ind i skoven uden at bukken havde vist sig. Ærgerligt.
Jeg var nu ved at erkende at jeg alligevel burde have taget gaffelbukken i maj, men pludselig dukkede en buk op mod syd til venstre for mig. Den var lidt langt fra mig ovre ved grøften, og da jeg helst vil skyde sikkert, chancede jeg at den kom nærmere. Det gjorde den, men den var flere gange helt væk i rugen, så jeg trak vejret dybt og håbede og ventede på skudhold.
Endelig, da den nu havde bevæget sig næsten 100 m til højre for mig og begyndte at dreje ind mod skoven, kom øjeblikket. Bang. Den lagde sig i skuddet, uden trækninger. Kl var 21.30.
Da jeg kom frem til bukken, kunne jeg glæde mig over en flot gaffelbuk med tydelig ansats til mere på den ene stang.
Da marken var tør efter sommerheden valgte jeg at hente bilen og køre helt ned til bukken, inden jeg brækkede den og undgik derved slæberiet i den dejlige varme sommeraften.
Edmund

Buk 27 / 5 andehullerne område 7

Efter at have været ude hver dag siden 16/5 område 5,4,3,2 uden at se rådyr, oplevede jeg aftenen 23/5 område 1 ved Pyramiden indenfor 1 time, at se 5 råer uden buk i syne. Tænkte der må da være en i området her, så næste morgen tidlig sad jeg igen i stigen. Så igen 3 af råerne men stadig ingen buk.
Ihærdig eller stædig som man er, var jeg klar i tårnet ved andehullerne område 7 den 27/5 ved solopgang. Jeg var sjaskvåd fra knæerne og ned efter turen over engen, men det var iøvrigt en dejlig stille morgen med frøer, gøg og nattergal.
Tænkte der kommer sgu nok heller ikke buk her, men efter bare en halv times tid, luskede sørme et dyr med opsats fra det lille skovstykke med fodertønderne og ned gennem brakstykket og hen mod mig. Det havde ikke travlt. Gik og nippede til det grønne, og desværre for den ikke særlig vagtsomt. I kikkerten så jeg at der var tydelig 3 takker på den ene sprosse. Helt fint, jeg havde på forhånd sat mig for kun at skyde til seksendere her tidligt i sæsonen.
Det var lidt svært med skudhold, som den bevægede sig gennem krattet på kanten af majsstykket, men så bang. Bladskud skråt i venstre side. Den lagde sig i skuddet. Benene var lidt længe om at falde til ro, så jeg var klar til endnu et skud, skulle den rejse sig.
Da jeg efter et par minutter kravlede ned og kom frem til dyret, så jeg et smukt og stort dyr, ulige seksender med tydelig ansats til tak på den anden sprosse også.
Efter brækning kom det svedige job med at trække dyret hjem. Den var tung, så da jeg var halvvejs, lod jeg bukken hvile sig mens jeg hentede bilen fra hytten.
Ophængt på vægten, brød den skalaen som går til 25 kg, så jeg var slet ikke utilfreds.
To dage senere kunne jeg have taget en smuk gaffelbuk, som passerede mig på 50 meters afstand. Men jeg undlod. Det var jo kun en gaffelbuk!
Så der er bukke derude. Knæk og bræk.
Edmund

Buk i Tranemosen 17/5

Den var vel 18.30, da jeg påbegyndte en lang pürsch fra S-svinget ned til det nye tårn i Tranemosen. Vinden var ret kraftig fra vest, nærmest vinkelret på Tranemosen, så jeg tog omvejen for at sætte mindre fært.

Så sad jeg ellers et par timer i tårnet og så intet andet end en hare, der gentog samme rute over marken en times tid. Ved 21.40 tiden dukkede en jæger op på nabogrunden i sporet langs hegnet til flyvepladsen. Han listede vest på og jeg tænkte at nu røg den allersidste chance. Sad og betragtede den lave sol og pludseligt får jeg øje på et dyr, der lige er trådt ind fra kornmarken og ind på majsstykket fra vest. Op med kikkerten – jeps det er en buk og umiddelbart en fornuftig af slagsen. Den bevæger sig langsomt op mod mig og det virker på et tidspunkt som om den har fået fornemmelse af mig. Den stirrer direkte mod tårnet, men falder til ro og går så over til buskadset på den anden side af stykket ca. 80 m fra mig. Her strækker den rigtigt hals for at nå nogle højtsiddende grene. Jeg har fået lagt riflen an og da den flytter lidt på sig, er den rigtig fint på tværs til et skud. Jeg trækker vejret og er lige ved at trykke, da min telefon brummer i lommen. Den får lov at brumme (konen havde pc-problemer), men jeg skal lige have ro på det hele igen. Heldigvis er bukken helt i trance i sin spiselyst, den står om muligt bedre end før, så jeg skyder og den springer omgående over grøften og ind i skoven. Det kan blive en lang aften. Venter lidt og går så ned til buskadset, hvor den blev ramt. Der ligger lungeschweiss, så den må være rimeligt såret. Jeg begynder at lede inde i skoven – det er ved at blive mørkt. Går ud igen efter et mislykket forsøg, men kigger så grundigt på aftrykkene i den støvede jord og fornemmer hvad vej den er sprunget – og 20 m inde i skoven ligger den. En fin buk som havde gang i at sætte sine sidste takker.

Ringer til Henrik, som var ved at afslutte sin pürsch i Grusvænget og han kører ned og parkerer ved Kostervej. Heldigt for mig, da min egen bil mindst er 20 min væk i raskt trav. Tak for al hjælpen – ikke mindst med at bære dyret.

Så 17. maj er hermed kåret som min lykkedag.

I øvrigt var det ret smart med det telefonopkald – så kunne jeg præcist aflæse tidspunktet for skudafgivelse – kl. 21.00!

Efterfølgende konfererede jagtledelsen om opsatsens karakter og nåede, efter studie af close ups, frem til resultatet seksender. Min første 🙂 Jesper motiverede dette med en gammel regel om at man skal kunne hænge et lille krudthorn på takken for at den tæller.

Knæk og bræk derude!

Og skriv nogle historier – bare send dem til mig.

Jørgen

 

Klar til bukkejagt

På arbejdsdagen 6. maj, blev der knoklet med at klargøre volierer, bringe korn ud til godt op ad eftermiddagen. Her lidt billeder fra dagen, der sluttede af med at sætte 2 tårne og en stige op i tærrenet. Alle stiger er plottet ind på oversigtskortet.