0230! Vækkeurets infame nerveflossende hysteriske alarm, borer sig ind i min hjerne, og minder mig om, at det er 16. maj – bukketid! Vælter ud af sengen til total klargjort jagtgrej – sirligt oplagt i den rigtige rækkefølge! Minuttet efter, en tandbørste i kæften, kaffe i termokanden, og afsted. Mine forventninger er høje – jeg har nemlig brugt god tid til forberedelse. To ture i terrænet, koncentreret om Skoven Nord. Begge tårne havde jeg forkastet. For meget vind, og for mange sten i skovkanten. Derimod, havde jeg kastet min kærlighed på det vestlige hjørne ved de små graner – perfekt! Der var læ, kuglefang, fødder i jorden, og en skovkant med en del små veksler ud i det åbne. Her skyder jeg en buk, tænkte jeg optimistisk. Jeg indrettede mig i tavshed – al den stund, at jeg var alene, og at alt andet ville virke påfaldende – rygsækken blev placeret omhyggeligt. Jeg skulle jo sidde der i lang tid, troede jeg. Termokanden og kikkerten duellerede kortvarigt om den vigtigste plads – termoen vandt! Jeg havde jo trods alt godt udsyn.
Jeg satte mig på rygsækken, og indstillede min skydestok, så sigtelinjen flugtede med skovkanten. Jeg var sikker på, at kom han, kom han der! Jeg afprøvede et par gange, stillede lidt på tromlen, og satte en smule lys på kikkerten, da det egentligt var lidt dunkelt. Så røg riflen på tværs over lårene, og ventetiden begyndte!
En times tid efter drejede jeg kortvarigt hovedet til venstre, og betragtede en Hejre, der netop havde lettet fra det udpinte vandområde på marken. Da jeg igen kiggede langs skovkanten, stod han der! Præcis hvor jeg havde forudset! Beruset af egen succes, svingede jeg langsomt riflen – samtidig med at jeg afsikrede – og placerede den i skydestokkens galje. Jeg kikkede gennem kikkerten, konstaterede i et splitsekund, at det VAR en buk, huskede, hvad min gamle skydelære i Livgarden havde sagt: knuge, knuge, knuge..indtil skuddet går! Det gjorde det – og satte sig i bukken jf. lærebogen. Bukken foretog et spring frem, samtidig med, at den løftede bagkroppen unaturligt højt – som en hest, der passerer en forhindring. Godt på vej ind i dødens rolige, altomsluttende favntag, tænkte den måske – bare jeg havde været en hest! En hurtig omkringvending, og i løb ind i det høje græs i skovkanten. Ej – bare han nu ikke forsvinder i skoven – hvordan var det nu med ham der Schweiss? Græsset sitrede, og rystede unaturligt – tegn på at han ville lægge sig og forende i skovkanten. Jeg tog ladegreb, sikrede, og gik roligt hen til stedet, hvor han lå. Smuk så han ud, i sin blanding af vinterdragt og sommerjakke. Jeg betragtede ham en stund – så trak jeg kniven.
Efter en hård gåtur til bilen, kørte jeg ind til hytten. Jeg er nød til at ordne alt ved hytten, eftersom jeg bor i lejlighed i Sydhavnen. Et antal graddage på altanen ud til vejen, hvor skolebørn i snotnæsealderen går forbi, ville formentlig afstedkomme, at ordensmagten ville lægge mig i jern, og mødre ville lave opslag om det forkastelige i min dåd, og med skinger røst, berette om fordele ved en vegansk levestil. Nuvel, jeg gik igang med bukken, og netop som jeg satte gang i kniven, ankom Jesper til hytten. Han ville bedømme, om min noget mumlende melding om, at det var en seksender, var korrekt. Der var ikke meget mimik at spore – Jesper skulle have en kop te, før han kunne beslutte sig. Med en embedsmands rolige sirlighed, førte han skånsomt, men reglmæssigt, tebrevet op og ned i koppen, mens han betragtede bukken. Med smisken og leflen, forsøgte jeg at mene, at der var tale om en seksender – det var da ligetil! Af frygt for, at tebrevet, snoren og emblemet ville blive opslugt af de konstante bevægelser op og ned i koppen, mente Jesper til sidst, at den kunne gå for at være en ulig seksender! Tak – perfekt.
Det var en dejlig dag i maj, synes jeg!
Christian W.
