Det var en lørdag aften – og den var rigtig lunefuld med sol, blæst og kraftige byger der afløste hinanden. Jeg havde overtaget Æbelnæs Have fra Heino (og tak for det) og skulle egentlig bare nyde tre timer i skoven. Der var masser af dyr og det er dejligt at vegetationen er så lav, at det er muligt at se dyrene.

Jeg havde desværre anskudt en buk et par uger tidligere og måtte have fat i schweisshund. Det er en anden historie, men min farvelbemærkning til Henrik Hundefører, havde været, at jeg håbede at vi ikke skulle mødes igen….. Der blev jeg klogere.

Bukken kom ud af skoven ved den lille mose der er vest for remisen og jeg kunne se, at det var et pænt stort dyr. Han var mere end 250 m ude og gik væk fra mig, så jeg måtte ned af stigen og snige mig langs kanten på remisen, indtil jeg var inde på ca 100 m.

Efter min anskudsoplevelse havde jeg lovet mig selv, at det skulle være et skud uden risiko og det var det. Rent sideskud på 100 m. Han stod bare og gloede, da skuddet gik – med nærmest ingen tegning – og herefter to lange spring ind i skoven.  Jeg bandede stille, mens jeg tvang mig selv til at vente fem minutter. Skoven var ved at mørkne og klokken var efterhånden blevet 21.15, og jeg var blevet nervøs for, at det der med at skyde forbi var blevet en vane. Jeg gik forsigtigt hen til skudstedet og ledte efter schweiss – og fandt …..ingenting!!

Nu bandede jeg højlydt og ringede til Henrik Hundefører, som beroligede mig og sagde, at han var der om 40 minutter. Bodsopringningen til Jesper var en bitter pille at sluge, men også han beroligede mig og sagde, at den jo nok lå derinde.

Da Henrik & hund kom, var det blevet mørkt og vi tøffede ind til remisen i absolut dæmpet belysning. Hunden Elton skulle bruge lidt tid til at “lande” og cirklede rundt i sin lange line uden egentlig at fange nogen fært. Efter 5-10 minutter (som føltes som en time), drejede han pludselig 90 grader rundt og ind i skoven – 10-12 meter fra det sted jeg havde markeret. “Her er schweiss”, sagde Henrik Hundeføre og masede efter Elton igennem mandshøje brændenælder og brombærkrat. Håbet steg, og 30 sek efter råbte Henrik, at han havde fundet bukken forendt 10 m inde i skoven. Skuddet sad heldigvis som forventet.

Billedet er taget under vanskelige lysforhold og yder ikke bukken retfærdighed. Det var en flot gaffel på ca 22 kilo.

Selvom Henrik Hundefører er en flink fyr, så håber jeg, at der nu går noget tid inden jeg skal møde Henrik og Elton igen.