Jeg havde næsten opgivet at få skudt en buk på Marienborg i år. Jeg har været rigtig meget på jagt siden d. 16. og har set meget lidt råvildt i det hele taget. Det mønster gentog sig i Marrehøj-området onsdag aften. Torsdag morgen fik jeg et hurtigt glimt af en buk der forsvandt ind i rapsen og samtidig kunne jeg se i den nysåede jord langs skoven at der var flere aftryk af klove end jeg havde set dyr, så jeg tænkte at noget måtte der være. Jeg spurgte derfor Jens som egentlig havde området om aftenen om han skulle bruge det. Det skulle han ikke (og Tak for det) så jeg tog derud igen ved seks-tiden og satte mig og for (mindst) tredje gang i det gamle tårn på kanten af mosen ved udsætningen ved Lille Lindvej.
Tre timers “ingenting” skete – men jeg kunne nyde musikken fra frøerne der sang i mosen mens jeg sad og så på harer der legede og både blå kærhøg, tårnfalk og broget lappedykker gjorde oplevelse udholdelig. Solen skinnede og vinden lagde sig efterhånden, og det var en smuk solnedgang der var i gang. Som sagt havde jeg givet lidt op selvom jeg havde målt afstande og sigtet på harer og jordklumper på den nysåede jord for at sikre at jeg kunne skyde i alle relevante retninger. Jeg havde også sikret det faste underlag passede som det skulle så selv længere skud kunne ske sikkert. Jeg havde i weekenden forsøgt mig med et skud uden tilstrækkeligt fast anlæg og det var blevet en ren forbier. Det skulle jeg ikke gentage.
Jeg havde ventet at bukken enten ville komme ud af skovbrynet lige fremme eller ud af hullet mellem skov og raps. Det var den retning min opmærksomhed havde, da jeg ud af øjenkrogen til højre fik øje på en “hest” der kom travende skråt hen over græsmarken – helt til højre på 200 meters afstand med retning mod skovbrynet. “Hest” fordi det var min første tanke da jeg så ham – han virkede ret stor og den travende bevægelse mindede om en hest. Hurtigt fik jeg fanget ham i kikkerten og kunne se at han var flot sat op.
Så gik det lidt stærkt – det ville være umuligt for mig at skyde til ham med den fart han havde på og mens jeg fik riflen på plads – overvejede jeg kort at råbe det klassiske “BOB” efter ham for at forsøge at standse ham. Inden jeg fik besluttet mig stoppede han ved skellet på 95 meters afstand og strakte sig efter de nye skud på træerne, som han nippede til. Det tog mig nogle få sekunder at få styr på vejrtrækningen mens jeg fik sigtet på plads og lod skuddet gå. Han tog en kort runde ind i gennem skovbrynet og tilbage på marken – jeg repeterede for en sikkerheds skyld – og han faldt to meter fra hvor han stod da han blev ramt.
Jeg slæbte ham ind på græsset og kunne godt mærke at det var en tung basse. Jeg brækkede ham og da jeg senere vejede ham i jagthuset stoppede vægten på 21,5 kg. Det er den tungeste buk jeg har skudt.
En intens oplevelse – fra tre timers “ingenting” til maximal action i 10 sekunder – det er noget af det der kendetegner den bukkejagt – ihvertfald jeg – kender. Det bliver en af de bukke jeg kan huske i mange år fremover.
Thomas Aagaard